Indhold

  • Emneord:

Birthe Kjær: Aldrig til bal uden Mobil Førstehjælp

Birthe Kjær har netop være på førstehjælpskursus hos Dansk Røde Kors.

Birthe Kjær har viklet utallige fester ind i dans, musik og højt humør. Nu kan hun også vikle gæsterne ind i gazebind eller give hjertemassage, hvis ulykken skulle være ude.

Sune Gylling Æbelø

Oprettet: 15. juni 2009

Det er kendt for de fleste, at Birthe Kjær aldrig går til bal uden trusser. Men efter at have taget kursus i førstehjælp hos Røde Kors, går hun næppe heller til bal uden mobiltelefon. Hun er nemlig blevet begejstret for det nye program, Mobil Førstehjælp, som Røde Kors nu forærer alle danskere.

Programmet er en detaljeret førstehjælps-guide med illustrationer og kan gratis lægges ind på mobiltelefonen.

Mobil Førstehjælp: et godt redskab 

"Jeg synes, det er så forrygende god en idé, og jeg vil bestemt downloade programmet og have det liggende på min telefon," forsikrer Birthe Kjær.

Hun er glad for at have fået et redskab til at holde sin nyerhvervede viden ved lige.
"Når man har et venteøjeblik, sidder man alligevel og tjekker sms’er, og så kan man jo lige friske sin viden om førstehjælp op,"siger hun.

Forfærdeligt ikke at kunne førstehjælp

En ny undersøgelse, som Capacent har lavet for Røde Kors, viser, at kun hver fjerde dansker kan yde ordentlig førstehjælp. Resten har enten aldrig taget et førstehjælpskursus, eller også er det forældet.

Birthe Kjær blev i 2005 selv afhængig af hjælp fra andre i forbindelse med en blodprop, og efter nu at have taget kurset er hendes opfordring klar:

"Det er bare om at komme i gang! Jeg tænker tit, at det må være så forfærdeligt at komme i en situation, hvor man kunne have gjort en forskel, men ikke ved, hvad man skal gøre," siger hun.

Birthe Kjær har af samme grund sagt ja til at være ambassadør for Røde Kors’ kampagne om Mobil Førstehjælp.

"Jeg tror, programmet til telefonen kan være en appetizer, så folk får taget et kursus," forklarer hun.

Førstehjælp lige ved hånden

Men også selv om man endnu ikke har taget et førstehjælpskursus, kan det lille program på telefonen være et nyttigt redskab i forbindelse med mindre skader.

"Hvis du kommer til at stå i en situation, hvor det ikke ligefrem handler om liv og død – en forbrænding eller en forstuvning - så er det nemt lige at slå op på telefonen og læse, hvad du skal gøre. Ellers er det jo de færreste, der lige har en førstehjælpshåndbog på sig," siger Birthe Kjær.

"Men man har selvfølgelig ikke tid til at sidde og læse på lektien, hvis det er noget alvorligt som for eksempel hjertestop. Der er man nødt til at have haft et kursus," forklarer Birthe Kjær.

  • Opfyldte siden dine behov - giv din karakter
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • (5 er bedst og 1 er dårligst)

Øjeblik, gemmer...

Tak, din karakter er modtaget

Relateret indhold